Nyheder

Gammel Rekord fra 1969– som skal slås!

📁 Forbundet 🕔02.maj 2019

Kære vandskivenner!

Jeg så for nylig, at Henrik ”Foska” Ehrenreich’s 37 år gamle trickrekord omsider var blevet slået. Ja, han var jo noget forud for sin tid – og i øvrigt den eneste, som samme år har vundet 5 herretitler: slalom, trick, hop, kombineret – og barfod. Den nye rekordholder er Tue Ernst Nielsen fra Kerteminde, søn af Claus Ernst Nielsen, kendt for sit vovemod og sit gyldne smil.

Den første barfodsløber i Danmark var navnkundige Louis Glesner. Medlem i Holte helt fra starten i 1955. Da han var blevet dansk og nordisk mester i hop, trick og kombineret fandt han ud af, at han da lige ville lære at løbe på bare fødder. Kun iført badeshorts og en slidt t-shirt med Johnson logo (hvad skulle man dog med en vest) gik han i gang med at lære kunsten. Han startede på en gammel Kneisl trickski og efter mange forsøg og masser af blå mærker så lykkedes det i 1963. Ofte endte han inde i sivene på Kinabugten i Furesøen. Trickskien dykkede på et tidspunkt og blev aldrig fundet.

Så måtte også jeg i gang, og i 1966 stod jeg for første gang på fodsålerne henover Stilling Sø i Skanderborg Vandski Klub. Det var et rigtig godt nummer ved klubbens mange og økonomisk givtige opvisninger. Da København fyldte 800 år i 1967 afholdt Vandskiforbundet en stor opvisning på Peblingesøen. Der var et hav af returbølger og vi var 3 barfodsløbere efter samme båd, som kæmpede os bravt igennem forhindringerne. De andre to var Peter Sabroe og Kim Ottesen, begge fra Skovshoved.

En enkelt gang ved en opvisning på en mergelgrav i Dybvad midt inde i Vendsyssel endte mit barfodsløb med en kuretur på ryggen i mudderet inde blandt tilskuerne på bredden. Vild jubel: ”kan du gøre det igen?”. Ved en anden opvisning – i Esbjerg Havn – var bølgerne så høje, at vi måtte have to både foran trækbåden for at ”jævne vandet ud”.  Bølgerne var højere end vores rejsehop.

Da vi fik ny båd og mere fart blev det også til løb på én bar fod. Dog kun forlæns.

Den første officielle konkurrence fandt sted i 1969 efter en stor festugeopvisning på Brabrand Sø. Vi var 6 deltagere og jeg satte officiel rekord (med tidtagning og dommere) med 7 minutter og 50 sekunder. Brabrand Sø var stor nok til at man kunne sejle i en meget stor cirkel og dermed kun sjældent mødte sine egne kølvandsbølger. Trods mange år med konkurrencer på bare fødder – bl.a. i Skovshoved, Holte, Vallensbæk, Rungsted, Kerteminde og Stilling stod rekorden stadig da jeg i 1996 trak mig tilbage. Med 12 barfodstitler i udholdenhed og slalom. Barfod er i øvrigt en glimrende fitnesstræning !  Hvis altså fodsålerne kan holde til det. Tronen var da overtaget af stjernen over alle barfodsløbere Skanderborgs frygtløse Bjarne ”Barfod” Petersen, som blev den første til at gå over et hop på fødderne. Vi løb også trick og slalom (flest krydsninger af kølvandsbølgerne på 20 sekunder).  Der var efterhånden mange barfodsløbere og sågar flere piger, blandt andre Benedikte Havemann og Lisbeth Høyer Grabowski.

Nu er det snart 10 år siden jeg sidst tog turen på bare fødder henover Lillebælt ved Juelsminde, hvor jeg nu bor.

Jeg skal hermed udsætte en POKAL til den, som med behørig dommerkontrol, slår min nu næsten 50 år gamle rekord.

Med venlig hilsen

Mikael Grabowski (mgrabowski@mail.dk), årgang 1947

 

 

 

 

Share this article with friends