Nyheder

Nyt logo og ny hjemmeside på vej

📁 Forbundet 🕔22.september 2021

I forbundet har vi været igennem en proces om at forny vores logo, og vi er nu landet på den endelige version.

Vi ønskede et logo, der fungerede bedre på print ved at være mere simplificeret i sine elementer. Vores nuværende logo har fungeret godt, men det har været en udfordring, når større printopgaver skulle produceres. Det løser sig med den nye version.

Vi har også ønsket et logo, der bedre repræsenterer forbundet som helhed. Dansk Vandski & Wakeboard Forbund er et specialforbund af to ligeværdige aktiviteter: vandski & wakeboard. Det afspejles på nuværende tidspunkt på de indre linjer i vores medlemssammensætning, udviklingsindsatser og budgettering, men ikke udadtil i vores visuelle udtryk. Vores webdomæne har altid været vandski.dk, men med den nye hjemmeside vil det blive dvwf.dk. DVWF skal under ét tag favne udviklingen af to sideordnede aktiviteter, der har sine ligheder og forskelle. Vægtningen af forskellene bliver større, hvis vi som forbund signalerer, at vi er mere vandski end wakeboard eller mere wakeboard end vandski. Vandski.dk har været en torn i øjet for alle, der har deltaget i arbejdet om at samle forbundet. Vi føler os sikre på, at et domæneskifte er det rigtige valg, og vi håber at vandski- og wakeboard-Danmark vil tage godt imod det nye visuelle udtryk for Dansk Vandski & Wakeboard Forbund.

Hjemmesiden er stadig under opbygning, og skiftet til det nye domæne forventes at ske i løbet af efteråret/vinteren. Den endelige implementering af det nye logo vil ske sammen med det forestående domæneskifte.

Share this article with friends